Introduktion

Et nyt observatorium har mange år været på min ønskeseddel. Det har dog taget alt for lang tid at finde det rigtige sted og tidspunkt at få det opført. Men efter jeg har fået eget hus i den lille nordjyske by Klokkerholm ved Hjallerup er det endelig blevet mulig.

Observatoriet bliver med klassisk kuppel 5 meter i diameter. Bygningen under kuplen bliver 13-kantet med et lille annex/kontrolrum på østsiden af tårnet.Teleskopet der skal bygges hertil bliver en 20" Newton F/4. Gulvet i kuplen er hævet 2 meter over terræn. Under kuppelrummet bliver der plads til haveredskaber o.l.
Klik på billederne for at se detaljer.

En byggetilladelse, endelig!

Selv om observatoriet dækker et areal på over 20 m2 og er over 5 meter høj, kan der gives en byggetilladelse under småhus reglementet. Byggetilladelsen blev givet den 15. maj 2007.

Første spadestik

Inden hele byggeriet startes vil jeg lige vise nogle billeder af haven som den er ud inden vi begyndte på byggeriet den 19. juni 2007.
Billederne er tage i nordlig retning.
Billedet er taget fra østlig retning.
Min gode ven og ekspert udi tømmerfagets ædle mysterier, Hans, giver en hånd med! Hans har været mere end almindelig hjælpsom med at vælge materialer og planlægge opførelsen af observatoriet.
Mit første spadestik! Faktisk udført med et pælebor.
Når jeg får scannet tegningerne vil I kunne se at bygningen skal stå på 19 punktfundamenter, 14 til kuppelbygningen og 5 punkter til det lille kontrolrum.
Bygningens opførelse starter med at vi har udmålt kuplens centrum 5,5 meter fra skel mod nord og vest. Det første punkt på omkredsen er anbragt 2387 mm fra centrum. Nu kan det være ret vanskeligt at grave et hul i jorden med millimeter præcision, men vi sigter efter +/- 3 mm i placeringen!
Pæleboret har Ø=150 mm og vi har PVC-rør der præcis passer op over pæleborets blad. PVC-rørene bruges til at støbe fundamentet op i vatter mindst 80 mm over plænen.
Efter at have boret hullet ned til 90 cm dybde, sættes der et stykke PVC-rør i toppen af hullet. PVC-rørene bruges til at støbe fundamentet op i vatter mindst 80 mm over plænen.
Den første skovlfuld beton!
PVC-rørenes endeflade bringes i vatter med centersoklen.
Når der er fyldt beton i hullet sættes et stykke armeringsjern med et stykke 8 mm gevindstang i hullet. Ved hjælp af gevindstangen rystes betonen på plads. Der er en smule top på betonfyldningen fordi den inden hærdning sætter sig en smule og der skal være lidt ekstra beton så overfladen kan stryges i plan med PVC-rørets top et par timer efter påfyldning, hvor betonen er ved at være tør.
Overfladen af betonen glittes plan efter et par timers hærdning.
Efter første dag har vi fået støbt de 3 vigtigste sokler. Hans og jeg sidder sammen i sidebygningen der bliver til kontrolrummet.